MØDEAKTIVITETER

Vi vil her fortælle lidt om, hvorledes møderne foregår, og skulle du ønske yderligere oplysninger, skal du blot klikke på menuknapperne her på siden, hvor du vil finde referater, indkaldelser m.v.

Ex-Table åbner en bred vifte af mødeaktiviteter, og man vælger selv på hvilket niveau man ønsker at deltage, startende med møder i den lokale klub.

Indledningsvis får du en gennemgang af de ”faste” møder:

 

DISTRIKTSMØDER:

I hvert af de fire distrikter afholdes i februar det årlige Distriktsmøde. Dette møde som arrangeres af en klub er åben for alle medlemmer og der serveres lidt god mad. Distriktsformanden er en væsentlig medspiller, og det er på dette møde at han primært kan fremsætte sine holdninger. Som regel har den arrangerende klub sørget for en foredragsholder el. lign. Der forekommer også indlæg fra hhv. LF og IRO og VLF promoverer næste Landsrådsmøde.

 

FORMANDSMØDET:

I efteråret 2005 lancerede Ex-Table Danmark et helt nyt møde; Formandsmødet. Her er det i fremtiden tanken at, alle klubber sender en delegeret, som kan give Hovedbestyrelsen et indspark om hvorledes det går ude i klubberne. Samtidig åbner Formandsmødet også mulighed for at Hovedbestyrelsen kan fremlægge emner som er relevante for den kommende periode.

På det netop afholdte Formandsmøde, var emnet profilering og image for Ex-Table Danmark.

 

LANDSRÅDSMØDE:

Landsmødet også kaldet AGM (Anual General Meeting) besøges ofte af en del udlændinge. Det er her de har mulighed for at komme og takke for samarbejdet gennem det forgangne år. Også dette møde er åbent for alle medlemmer, men det er alene formændene som har stemmeret ved selve landsrådsmødet. Der er tradition for at det er den tiltrædende landsformands klub som står for arrangementet, som strækker sig fra fredag aften til søndag middag. Mange benytter lejligheden til at komme lidt væk hjemmefra, og overnatter på hotellet.

Fredag aften samles man til spisning og lidt festivitas, ofte arrangeret som homeparties. Lørdag formiddag samles mændene til landsrådsmødet, mens ledsagerne tager på en lille udflugt i området.

Lørdag aften afholdes den store Galla aften i det stiveste puds, God mad og vin, god musik og masser af dans indtil den lyse morgen, hvor landsmødet afslutter med brunch søndag formiddag.

 

HYM:

Internationalt halvårsmøde, hvor det forventes at landsformanden og IRO’en deltager. Dette møde kan foregå hvor som helst i verden.

 

INTERNATIONALT AGM:

Det er her de store linier bliver trukket. Som på HYM er det LF og IRO som er delegerede fra Danmark. I denne forbindelse bør det nævnes, at vores egen Michael Dalbo fra Gentofte i perioden 2003-04 var Verdenspræsident for 41 International, som organisationen faktisk hedder.

 

Det var i store træk de obligatoriske og fastlagte møder, men…..

Nerven i Ex-Table Danmark udspringer af medlemskabet i klubben.

Mødestrukturen i klubberne er meget forskellig, idet nogle klubber mødes 6 til 8 gange årligt over en god middag og udveksler oplevelser og erfaringer i siden sidste møde, mens andre – specielt de lidt yngre – viderefører en del af kadencen fra Round Table tiden, dog med knap så stramme regler. Medlemstallet pr. klub varierer fra 2 – over 40 medlemmer.

Der er fordele ved begge metoder, men mon ikke tendensen langsomt bevæger sig hen imod at have faste punkter, så som f.eks. 3 min. – ego-branche – foredrag eller virksomhedsbesøg, med på møderne. I fremtiden bliver det sikkert svært at rekruttere medlemmer til klubberne, hvis ikke den enkelte også føler at han ”får noget med hjem” fra en mødeaften.

Det vigtigste i klubberne er videreførelsen det sociale netværk, som vi hver især har opbygget gennem vores medlemskab af Round Table. Dette netværk ligger samtidig til grund for, at vi alle har mulighed for at være sammen på f.eks. de årlige distrikts- og landsrådsmøder. Enkelte går endda så langt, at de involverer sig internationalt og får dermed en helt enestående mulighed for at dyrke ”det store netværk” verden over. Tænk bare på YAP, FAMEX, EURO SKI og EURO SAIL (læs andet steds om disse aktiviteter) Disse tilbud ville aldrig have været sat i gang uden internationalt engagerede klubber og medlemmer.

Hovedbestyrelsen opfordrer alle klubber til at overveje, om klubstrukturen indfrier de forventninger som netop dens medlemmer ønsker. Samtidig er det også et ønske fra Formandsmødet i 2005, hvor ca. 30 klubrepræsentanter fra hele Danmark var fremmødt, at klubberne i Ex-Table Danmark, blev lidt mere aktive. Denne aktivitet kunne f.eks. afspejle sig i et udvidet engagement i at integrere de personer som står på spring fra den lokale RT-klub.

Det er hovedbestyrelsens klare opfattelse, at strukturerede møder og mødeplaner indeholdende debatskabende programmer eller lignende aktiviteter, er med til at styrke foreningen.

Fællesmøder med andre klubber er set i fbm. større virksomhedsbesøg. En ide der ligger mange og utømmelige muligheder i.

Vi så gerne fra HB’s side, at den enkelte klub fremsendte mødeindkaldelser, referat og lignende til de respektive distriktsformænd, som efterfølgende, måske en gang om måneden, videresendte disse til distriktets andre klubber. Dette skal ikke opfattes som et krav, men blot en opfordring til at styrke vores gode netværk.

Generelt er der en rigtig god stemning blandt klubberne, og det er vores mål at vi inden længe skulle passere de 1.000 medlemmer i Ex-Table Danmark. Dette kan vi kun ved hjælp fra klubberne.

Des flere vi kan blive, des bedre aktiviteter kan vi i sagens natur tilbyde medlemmerne.